Debat

30.04.24

Elbiler oversælges af politikere

Det er en politisk misforståelse at tro, at des flere elbiler, der kører på vejene, desto bedre, Især når man vælger at se bort fra den C02-udledning, der foregår i forbindelse med produktionen. Det skriver Nick Mogensen, som selv har ejet en elbil.

Der er en god grund til, at producenterne af elbiler konkurrerer på, hvor mange kilometer, man kan køre på et fuldt opladet batteri. I dag har de store elbiler batterier på 70 kw+. Det er næppe bæredygtigt, hvis man ser hele værdikæden igennem og laver nogle fremskrivninger for markedet.

Det ville være langt mere klogt, at batterierne blev meget mindre og opladetiderne hurtigere. Hvis det tog 5 min. at oplade et 25kw-batteri, ville det ikke være nødvendigt med det enormt ressourcekrævende 50-60kw-batteri.

Det giver rigtig god mening, at elektriske biler bruges af folk, der primært kører i byen og sjældent har længere ture, hvor de kører i egen bil. Man kan også forestille sig, at "pakketransporter" med fordel kan være batteridrevne. Men batteridrevne biler er ikke en universalløsning. Det er et uomtvisteligt faktum, hvis man beskæftiger sig med detaljerne og kigger ud i fremtiden.

For en stor del af markedet vil hybridbiler være et mere fornuftigt valg. Hele drivlinjen i en Toyota med hybridteknologi vejer ca. det halve af batteripakken i en tilsvarende elbil. En Toyota hybrid kan i dag køre utrolig langt på en liter brændstof og kan køre på ren el længe nok til, at mange daglige småture er dækket ind på ren strøm. Med en hybridbil er mange dækket ind, der har overlappende køremønstre og ikke kun tøffer rundt i byen.

Det er en gennemgribende politisk misforståelse at tro, at des flere elbiler, der kører på vejene, desto bedre. Det svarer til at mene, at befolkningens sundhed stiger med mængden af næsespray, der sælges.

Og det er ikke bare helt godnat, men tangerer det ondskabsfulde, at Jørn Skovfoged skal brandbeskattes for at køre i sin Toyota Hilux, fordi Aage og Karen skal have gigantiske rabatter, når de køber seneste Tesla Model S. Det er også helt meningsløst, at Ivan fra oplandet skal beskattes ud af en 30 år gammel Honda CR-V, som har overholdt alle serviceeftersyn, fordi Lajla og Kim skal kunne køre afgiftsfri Renault Megane Electric.

Der er er tale om en meget unfair og spidsborgerlig beskatning. En elbil, der koster 400.000 kr. uden afgift, ville så vidt jeg kan regne ud, koste omkring 840.000 kr., hvis den havde samme afgift, som naboens dieselbil. Det må være synligt for enhver, at det ikke går i længden.

Elbilen er et godt supplement til den samlede bilpark, men det er ikke en handske, der passer alle hænder. Og elbiler løser ikke noget generelt klimaproblem. Alle de mennesker, jeg kender, som kører elbil, flyver også. Det gør jeg ikke. Jeg kunne køre V8 hele året rundt, hvis jeg skulle nå det CO2-regnskab, som et par flyveture giver på det grønne cv. Så det er ondskabsfuld symbolpolitik, at man beskatter det åbenlyse forbrug og samtidig lader de egentlige ømme punkter henstå som regning uden vært.

El-legen fortsætter politisk
Sidste år leverede Region Hovedstaden nogle rigtig flotte tal under overskriften Elbilers klimapåvirkning. Jeg forsøger at være åben for at ændre holdning, hvis nye data forandrer situationen. Så jeg gik rapporten igennem for at se, hvordan man beregner sig frem til konklusionen. Efter at have læst baggrundsnotatet var det noget nemmere at forstå sammenhængen. dvs. hvor groft vi tages ved næsen ved hjælp af den grønne omstilling.

Til grund for Regions Hovedstadens beregning har man valgt at se bort fra den C02-udledning, der foregår i forbindelse med produktionen. Det er ellers helt afgørende, fordi produktionen af en elbil udlejer langt mere C02 end produktionen af en tilsvarende fossilbil. Man forsvarer denne absurde metode med, at "udledningen foregår i andre lande". Skide være med de afrikanere og kinesere.

Derudover påstår Region Hovedstaden, at den el, bilerne bruger, i stigende grad kommer fra især bæredygtige kilder. Det er en meget tvivlsom påstand, som der heller ikke gives nogen yderligere evidens for. Det minder mig om den ekstraordinære påstand en australsk politiker for nyligt fik præsenteret nemlig, at "solceller på taget" lader elbilen natten over. Held og lykke med det, når der ikke er nogen sol - endsige at fylde så mange KwH på en bil alene med solpaneler. Selv Elon Musk ville sige: "Åh, drenge, det er vist en and".

Som prikken over i'et skriver Region Hovedstaden, at de kun beregner på C02-udledningen. Al anden miljøskade er ikke væsentlig at forholde sig til. Det er som bekendt nemmere at komme frem til en forsimplet konklusion, når man bruger en forsimplet beregning.

Hvad der lød som en fin overskrift viste sig at være en omgang stiliseret humbug, der skal påvirke borgerne til at træffe politisk korrekte beslutninger. Det handler ikke om, hvad der er sandt og rigtigt.

Det er forargeligt, hvor omfattende manipulationen er. Og jeg forstår godt, at mange tror på den slags "rapporter", fordi vi som udgangspunkt skal stole på myndighederne. Men den tillid forsvinder som dug for solen, hvis man fortsætter med helt bevist at fordreje virkeligheden så voldsomt.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter