»Der sidder en mand i en sporvogn. En almindelig mand i en almindelig gabardinefrakke. Hans ansigt er lidt rødt og oppustet, han har poser under øjnene, hans hår er tyndt og tjavset, farveløst, men øjnene er vandblå. Man kan se, at han er gift, og at hans kone gør sig umage med at holde hans tøj rent og pænt. Han er sandelig ikke imponerende, som han sidder der, der er noget forslidt og træt over ham, noget glædesløst. Han har hvidt hæklet halstørklæde og lorgnetter.«
For nylig genlæste jeg Mogens Klitgaards roman Der sidder en mand i en sporvogn fra 1937. Citatet er fra tredje kapitel. Romanen skildrer den fattigfine Lundegaards genvordigheder i etkriseramt København.
Hovedpersonen har måttet afstå sin manufakturforretning og kæmper for at komme på fode igen. Han tager job som inkassator, men bliver mere og mere forgældet. For at låne penge forfalsker han sin datters underskrift, og det ene svindelnummer afløser det andet, alt imens småborgerens facade skal opretholdes. Da han sidder i sporvognen, er han på vej til en lånehaj for at bede om henstand.
Han trøster sig fra tid til anden hos en prostitueret og får sig en tår over tørsten på værtshuset, i den sikre forvisning om at alt nok skal blive godt igen.
